Dialogarbejdet med Dialogekspeditionen handler om at møde andre mennesker i en ligeværdig samtale om tro. Dialogens formål er ikke at opnå enighed, men at lære at navigere i den mangfoldighed der findes. Igennem dialogen med andre lærer man således også at blive tydelig om sit eget ståsted og bevidst om hvad man selv tror.
Den amerikanske teolog John Le Monde har udviklet et meget anerkendt dialogarbejde i Hong Kong. LeMonds fem faser i dialogen vil indgå i Dialoguddannelsen:
Læring. For at kunne indgå i dialog er man nødt til at lære noget om det andet menneskes kultur og religion.
Ærlighed. Når man har lyttet til og lært noget om det menneske, man indgår i dialogen med, skal man være ærlig om sin glæde og bekymring ved den andens religion. Dialog er ikke et forsøg på at skabe glæde. Det er et engagement i en ærlig samtale. Dialogen kan kun forblive en dialog, hvis den er ærlig.
Respekt. For at bevare ærligheden, og dermed også dialogen, er man nødt til at respektere hinanden. Respekten for den anden er langt vigtigere end enighed.
Tillid. Igennem en ærlig og respektfuld dialog kan tilliden opstå. Når tilliden er etableret, kan den gøre dialogen endnu dybere.
Risiko. Der er en risiko forbundet med dialogen. Det er muligt, at man igennem dialogen føler sig overbevist af den anden, og dermed kommer til at tvivle på sine egne overbevisninger.
Dialogens værdier:
- Alle mennesker er unikke
- Alle mennesker er lige værdige
- Mangfoldighed er en ressource